I dag vokser børn op i en verden, hvor EU er en del af hverdagen. Men sådan var det ikke for deres forældre og ældre europæere, som oplevede, hvordan EU gradvis blev bygget op gennem de seneste 50 år. Hvordan forklarer man i dag en ung europæer, hvordan det var at leve i et Europa med grænser i gamle dage?
I 1957, hvor Rom-traktaten blev undertegnet, var kun ti af de nuværende 27 medlemsstater demokratier – de andre 17 havde ikke folkestyre. I EU tager vi det som en selvfølge, at fred, frihed og demokrati er afgørende for, at det enkelte menneske kan leve en selvstændig tilværelse uden forskelsbehandling og intolerance. Endvidere er økonomisk velstand og en solid velfærdsstat vigtige, hvis vi skal give alle lige muligheder. Uheldigvis er dagligdagen en helt anden, når disse betingelser ikke er opfyldt.
Når vi sammenligner livet i Europa i dag med situationen for 50 år siden, er det ikke kun de fysiske grænser og de begrænsninger, de indebar, der springer i øjnene. Vi får også øje på begrænsningerne for, hvad man kunne sige, tænke eller læse, eller hvor man kunne rejse hen. Der var dårlige jobmuligheder og begrænset adgang til kultur og viden. EU har fjernet mange af disse begrænsninger og tilbyder vore dages unge langt flere muligheder end tidligere generationer havde eller kunne få adgang til.
Selv om de unge generationer bør være bevidste om Europas fortid og det europæiske samarbejdes værdifulde bidrag til at skabe et bedre Europa i dag, er EU nødt til at vise sine borgere, at det stadig er i stand til at tage vore dages udfordringer op. De sidste 50 år har været en tid med mange positive udviklinger i Europa, men vi kan ikke bare læne os tilbage og hvile på laurbærrene. Forandringer er en realitet i vore dage, og der opstår hele tiden nye udfordringer. Vore dages unge er morgendagens ledere. De får brug for institutioner og strukturer til at tage udfordringerne op. EU er afgjort et magtfuldt instrument til at takle det 21. århundredes udfordringer som globaliseringen, klimaændringer, sikkerhed eller den tiltagende ekstremisme.
I de sidste 50 år har EU-landene – sommetider modvilligt - været nødt til at opgive nogle af deres beslutningsbeføjelser og overdrage dem til EU. Når det sker, er der tilsyneladende ofte spændinger mellem "mere Europa" og "mindre Europa". Hvor mener du, at grænsen skal gå, når det gælder spørgsmål om suverænitet i Europa i fremtiden?
Vi er nødt til at skelne mellem formel og reel suverænitet. Uanset, om vi kan lide det eller ej, er EU-landenes formelle suverænitet en illusion på mange områder, f.eks. kapitalmarkederne, terrorisme, organiseret kriminalitet og forbrugerbeskyttelse, som af natur er grænseoverskridende globale fænomener. På de globale arenaer har de enkelte lande ikke midlerne til at håndhæve deres formelle beføjelser effektivt.
Selv Tyskland, som er det største land i EU, udgør kun 1,3 % af verdens befolkning. Og Frankrigs BNP er mindre end den mængde penge, der handles på finansmarkederne på én enkelt dag.
Ved at give afkald på en vis mængde national suverænitet for at dele magten på EU-plan og opnå reel suverænitet, skaber EU-landene det mest effektive redskab til at beskytte deres borgere og forbrugere. I sådanne tilfælde drejer det sig ofte ikke om at afgive suverænitet, men snarere om at samarbejde med hinanden, for at vi sammen kan opnå en effektiv suverænitet.
Euroen er her et glimrende eksempel på, at summen er større end de enkelte bestanddele. Den seneste tids erfaringer har klart vist, at euroen beskytter os mod uro på finansmarkederne. Den har gjort euroområdets økonomi mere upåvirkelig af udefrakommende chok. I en ikke så fjern fortid var de nationale valutaer sårbare for spekulation, som betød elendighed og arbejdsløshed for mange borgere. Med den fælles valuta har EU-landene i euroområdet opgivet noget af kontrollen, men de har fået en lang række fordele. Makroøkonomisk stabilitet og lave og stabile rentesatser, der støtter den langfristede økonomiske vækst, er klare eksempler herpå.
(uddrag af interview i European Economy News
)
